×
GadgetsTophistorie

Tre nye modeller fra Motorola i edge-serien

Motorolas flagskibsserie edge, får tre nye medlemmer med edge 30 ultra, edge 30 fusion og edge 30 neo. De er på gaden fra i dag.

Motorola fortsætter med at sende telefoner på gaden i et hæsblæsende tempo. Fra i dag er tre nye modeller i edge-serien tilgængelige. Det drejer sig om edge 30 ultra, edge 30 fusion og edge 30 neo.

Motorola edge 30 ultra

edge 30 ultra

Ultra er seriens topmodel. Mest iøjenfaldende feature er kameraet, som er på massive 200 megapixel. De øvrige kameraer består af en vidvinkel på 50 megapixel og en telelinse med 2x optisk zoom på 12 megapixel. På fronten kan du skyde selfies med hele 60 megapixel.

Hovedkameraet er udstyret med OIS, optisk billedstabilisering, der sikrer skarpe billeder, selvom der rystes på hånden. På videosiden kan der skydes videoer i 8K-opløsning. Modellen fås med op til 512 gigabyte lagerplads og 12 gigabyte hukommelse.

Herligheden drives af en Snapdragon 8+ Gen 1, der er nyeste skrig fra chipproducenten. Mobilen har et batteri på 4610 mAh, som kan lades op med 125 watt TurboPower (lader medfølger), som Motorola kalder det. Trådløst kan den håndtere 50 watt, mens den kan dele strøm med 10 watt, via omvendt trådløs opladning.

Skærmen er på 6.67″ tommer og er af pOLED typen. Den har en opdateringshastighed på 144 hertz, hvilket er i blandt de hurtigste på markedet lige nu.

Ultra er udstyret med et særligt kantbånd, der kan lyse op baseret på modtagne notifikationer, opkald og lignende. Der kan vælges mellem fem forskellige farver på kantlyset.

Den vejledende pris 6.699,- kroner og fås i farverne sort og hvid. Se mere om edge 30 ultra hos Motorola.

Motorola edge 30 fusion

edge 30 fusion

Fusion er en smule mindre og er udstyret med en tilsvarende pOLED-skærm, med en størrelse på 6,55″ tommer. Den tilbyder også samme høje opdateringshastighed, som bør sikre en helt flydende oplevelse i alle scenarier.

Det primære kamera er på 50 megapixel og er flankeret af en 13 megapixel vidvinkel og en dybesensor, så portrætbillederne kan sidde lige i skabet. På fronten er placeret et selfiekamera på 32 megapixel.

Processoren er en Snapdragon 888+ 5G, som bør give rigeligt med power til hvad end man måtte kaste efter den.

Batteriet er på 4400 mAh og kan lade med 68 watt. Her medfølger også lader, der kan udnytte den lovede hastighed. Modellen fås ligeledes med op til 512 gigabyte lagerplads og 12 gigabyte hukommelse.

Den vejledende pris 4.499,- kroner og fås i farverne sort, hvid, guld og blå. Se mere om edge 30 fusion hos Motorola.

Motorola edge 30 neo

edge 30 neo

Sidste og billigste af de tre nye modeller er Neo. Den tilbyder ligeledes en skærm af pOLED-typen, men har skruet ned for opdateringshastigheden til 120 hertz.

På bagsiden er der to kameraer. Det primære er på 64 megapixel, mens vidvinklen er på 13 megapixel. Selfies kan skydes med frontkameraet på 32 megapixel.

Som med Fusion, så kan opladning ske med 68 watt og her medfølger opladeren ligeledes. Indmaden drives af en Snapdragon 695 5G-processor. Der kan vælges lagerplads op til 256 gigabyte og 8 gigabyte hukommelse.

Den vejledende pris 2.999,- kroner og fås i farverne sort, hvid, lilla og grøn. Se mere om edge 30 neo hos Motorola.

Nu med duft…

Udover det typiske tilbehør i pakken, i form af oplader, kabler og SIM-kort-nål, så vedlægger Motorola også en særlig duft udviklet til hver af de tre modeller. Dufte der er udviklet med firmaet Firmenich, der gør sig i smags- og duftoplevelser.

Alle modeller leveres med Android 12.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.