×
TeknologiTophistorie

Falck sender droner til Grønland

Falck og Det Grønlandske Sundhedsvæsen afprøver brugen af droner til at transportere medicin mellem byer og bygder.

Kan droner styrke sundhedsindsatsen i bygderne, hvor infrastrukturen er en udfordring, og der er langt til nærmeste hospital? Det skal Falck og Det Grønlandske Sundhedsvæsen klarlægge over de næste måneder, hvor droner skal transportere medicin og diagnostiske prøver mellem byer og bygder.

Konkret skal dronerne transportere medicin som eksempelvis antibiotika og diagnostiske prøver fra Dronning Ingrids Hospital i Nuuk til bygderne Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat. Da distancerne imellem bygderne til det nærmeste hospital er store, kan brugen af dronerne afhjælpe med en hurtigere diagnosticering og gøre det nemmere og hurtigere at få livsvigtigt medicin frem på de lange distancer.

– Vi er utrolig glade for samarbejdet med Det Grønlandske Sundhedsvæsen og deres fremsynethed, så vi nu for alvor kan afprøve, hvordan sundhedsdroner fungerer i praksis over lange distancer og i sammenspil med det eksisterende sundhedsvæsen. Det er afgørende erfaringer, vi gør os nu, og det kommer til at danne det fundament, som vores videre implementering af droner i sundhedsvæsnet skal bygge ovenpå, siger, Nicolai Søndergaard Laugesen, der er udviklingsdirektør og ansvarlig for droneprojekter i Falck.

Tid koster liv

Ventetid grundet de store afstande er både kostbart og kan i nogle tilfælde være helt afgørende for en patients forløb. Derfor forventes droneprojektet på sigt at kunne bidrage til et mere effektiv patientforløb med mulighed for hurtigere svar på undersøgelsesresultater og dermed hurtigere igangsætning af behandling.

Projektet er forankret hos ledende regionslæge Jesper Olesen i Region, Sermersooq og Falcks udviklingsenhed Vertical, der igennem en årrække har arbejdet med implementeringen og brugen af droner i sundhedsvæsnet.

– Et hurtigere behandlingsforløb kan i sidste ende have stor betydning ved mere alvorlige sygdomstilfælde. Så jeg ser frem til at se, hvorledes dronerne kan bidrage til at reducere oplevelsen af afstandene i vores region og forhåbentlig være med til at højne vores sundhed, siger Jesper Olesen.

Så sent som i slutningen af maj fløj Danmarks første sundhedsdrone på sin jomfrurejse. Den fragter blodprøver mellem Fyn og Ærø.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.