×
GadgetsTophistorie

Apple afliver endegyldigt iPod’en

Efter mere end 20 år har Apple stoppet produktionen af iPod. Den sidste, der var tilbage, nemlig iPod Touch, er nu officielt lagt i graven.

Hvil i fred, Apple iPod. Oktober 2001 til maj 2022. Kun 20 år gammel er iPod nu lagt i graven. Produktionen af den engang så populære musikafspiller er et overstået kapitel. Det meddeler Apple i en pressemeddelelse, hvor de samtidig forsikrer, at “musikken bliver ved med at spille”. Det bliver bare ikke fra fabriksnye iPods.

Beslutningen kommer næppe som et chok for nogen. iPod’en har kæmpet for livet siden iPhone gjorde sin entre på scenen i 2007. De seneste år har Apple udelukkende produceret iPod Touch modellen, men det er også slut nu. De modeller, der står på hylderne, er de sidste, der sælges.

– Musik har altid været en del af vores kerne hos Apple. At bringe musikken til hundredvis af millioner af brugere på den måde, iPod gjorde, påvirkede mere end bare musikindustrien. Det omdefinerede også, hvordan musik opdages, lyttes til og deles, siger Greg Joswiak, Apples senior vicepræsident for Worldwide Marketing.

– I dag lever iPod-ånden videre. Vi har integreret en utrolig musikoplevelse på tværs af alle vores produkter, fra iPhone til Apple Watch til HomePod mini og på tværs af Mac, iPad og Apple TV. Og Apple Music leverer brancheførende lydkvalitet med understøttelse af rumlig lyd. Der er ingen bedre måde at nyde, opdage og opleve musik på.

Stod for mere end halvdelen af omsætningen

Steve Jobs præsenterede den første iPod den 23. oktober 2001, med ordene “a thousand songs in your pocket”. På få år blev den Apples største succes nogen sinde og blev nærmest synonym med begrebet musikafspiller.

I det første kvartal af 2006 stod iPod’en for mere end halvdelen af omsætningen i Apples butik. Men salget begyndte at svinde markant, efter at den første iPhone blev sendt i butikkerne i juni året efter.

Nu er iPod’en, i dens mange afskygninger, i stedet blevet et samlerobjekt. Ældre modeller kan være mange penge værd, hvis de er velholdte. Snart ryger også iPod touch på den liste.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.