Det gik rigtig godt for Tesla i år 2022. Det var faktisk Teslas hidtil bedste år, med ikke færre end 1.313.851 leverede biler. Det er en stigning på 40 procent i forhold til året før. Alligevel lever de fine tal ikke op til Teslas egne mål for året, der var en vækst på 50 procent. Men det er nok en “skuffelse”, der er til at leve med.
Analytikerne havde i øvrigt håbet på, at Tesla kunne levere 1,8 millioner biler.
De absolut mest populære modeller er Model 3 og Model Y, der samlet er leveret 1,25 milioner eksemplarer af. Model S og Model X er der leveret knapt 67.000 eksemplarer af. Tesla fortæller ikke præcis hvor mange der er solgt af hver enkelt model.
”Tak til alle vores kunder, medarbejdere, leverandører, aktionærer og supportere, som har hjulpet os med at opnå et fantastisk 2022 i lyset af betydelige COVID- og forsyningskæderelaterede udfordringer gennem året,” skriver Tesla i meddelelsen.
År 2022 | Produceret | Leveret |
---|---|---|
Model S/X | 71.177 | 66.705 |
Model 3/Y | 1.298.434 | 1.247.146 |
I alt | 1.369.611 | 1.313.851 |
Herhjemme har Model 3 længe været blandt de mest populære elbiler overhovedet. Men i år blev den udkonkurreret af Model Y, der er den tredjebedst sælgende elbil i Danmark i 2022, kun overgået af Skoda Enyaq iV og Volkswagen ID.4. Model 3 er slet ikke at finde på top 10 i år.